Man kan sige, at Linus kun levede i 5 dage. Men for os, der ventede ham, levede han fra d. 24. april til d. 25. november. De 7 måneder var de bedste i hele mit liv, selvom de også var præget af angst og en følelse af uvirkelighed. Når man har ventet så længe, og ønsket så længe, er det meget svært at forstå, at det pludselig er sket. Jeg var pludselig gravid, og jeg kunne næsten ikke vente med at se, maven vokse. Det er nok på mange måder ens for førstegangsfødende, at barnet virker uvirkeligt, men måske er det endnu mere udtalt, når man har længtes så meget efter det. Vi kunne ikke få skanninger nok, vi måtte hele tiden se det lille mirakel i min mave.

Efter den første skanning i uge 8, rejste vi på turné på Sjælland med det lille skanningsbillede af Linus. Det var pinse, og vi ringede først til min lillebror og fortalte ham, at hvis alt gik vel, skulle han være onkel til januar 2004. Min mor var allerede informeret, for jeg syntes, at hun fortjente at vide det næsten med det samme i betragtning af, hvor meget hun havde været der i forbindelse med aborten. Hun fik det at vide to dage efter blodprøven, fordi jeg tænkte, at hun skulle nå at have noget at glæde sig over, hvis det nu skulle gå galt igen. Derefter gik turen til min svigerfamilie (min mands mor og stedfar), så til Orø, hvor min far og hans kone var i sommerhuset, og endelig til min mormor, som blev så rystet, at hun begyndte at græde. Alle var meget glade, for de vidste jo alle, hvor længe vi havde prøvet. Vi tog stadig vores forbehold og sagde hele tiden, ”hvis alt går godt”.

Vi blev skannet igen på fertilitetsafdelingen på Riget i uge 10, og fik endnu et billede af Linus, hvor han nu lignede en lille rummand, og man kunne tydeligt se de to hjernehalvdele. Det var utroligt som han voksede. Hjertet blinkede og blinkede, og livet var fantastisk. Vi blev afsluttet fra fertilitetsgangen, for nu blev jeg betragtet som normalt gravid. Næste deadline var 12. uge. Jeg havde ikke specielt meget kvalme. Jeg var ikke meget for fisk, og ind imellem måtte jeg lade være med at tænke på min mad, mens jeg lavede den, men jeg kastede kun op en enkelt gang, og det skyldes nok mest et endometriose-anfald. I uge 7 fik jeg en lille smule lysebrunt udflåd én gang, og det var nok til at sætte en alvorlig skræk i livet på os. Jeg blev trussetjekker par excellence. Men der kom ikke mere.

Da jeg nåede 12. uge, var mine dage på barnløslisten talte, og jeg avancerede til e-mail-listen miraklernes tid, for piger på barnløslisten, som var blevet gravide. Min veninde havde oprettet den en måned før, da hun selv var blevet gravid. Det hele var perfekt, vi havde 4½ uge imellem os, hun havde termin d. 14/12-2003 og jeg d. 12/1-2004, vi skulle rigtigt trille rundt i Frederiksberg Have med hver vores barnevogn, vi skulle på café, som alle de andre mødre, vi havde set, og vi skulle tale i timevis om vores vidunderbørn, når alle andre var blevet trætte af at høre på os. Ja, sådan skulle det have været, livet tegnede smukt og dejligt.

Jeg var stærkt utålmodig med min mave, den skulle blive stor og rund så hurtigt som muligt. Om sommeren var vi 14 dage i Sydney på ”vinterferie”. Det var 20 grader i skyggen, og det passede mig glimrende, for jeg følte mig som om, jeg havde medbragt egen varmeradiator. Det var en dejlig tur, selvom jeg aldrig har fløjet så langt (og jeg tvivler egentlig på, at man kan flyve ret meget længere på vores jord, turen tog 23 timer). Jeg gik rundt og var gravid i Sydney, og man kunne næsten ikke se det. Jeg måtte fortælle folk det, for det var de færreste, der lagde mærke til det. Livet var generelt helt skønt, og jeg kiggede på babytøj og små tøjdyr i stormagasiner, men jeg turde endnu ikke købe noget, dertil var det hele stadig alt for uvirkeligt.

Min første jordemoderundersøgelse var kort efter hjemkomsten fra Sydney – d. 30. juli. Jeg var meget nervøs. Jeg var lige gået ind i uge 17, og jeg var så bange for, at han ikke voksede, som han skulle, fordi jeg ikke syntes, at jeg fyldte ret meget. Vores søde jordemoder beroligede mig meget, og viste mig, hvor stor min livmoder var, og sagde at det var helt normalt for 16 fulde uger, så der var intet at bekymre sig over. Så oprandt det store øjeblik: Hjertelyd. Hun sagde, at det kunne være, hun skulle lede lidt, og det skulle vi ikke blive forskrækkede over, men hun havde knapt sat mikrofonen på min mave, før vi hørte hjertet galoppere derudaf. Det var så stort, og vi fældede begge en tåre. Det var den bedste lyd i hele verden. Jordemoderen mente bestemt, at Linus havde det rigtigt godt derinde, for han havde en stærk hjertelyd. Jeg var glad for, at vi ikke havde hørt hjertelyden inden, vi var rejst på ferie, for så tror jeg ikke, jeg havde turdet tage af sted. Det blev med et pludselig mere virkeligt for mig, at der lå et barn i min mave, en følelse, der desværre ikke varede ved længe nok.

Nu kom den skrækkelige tid, hvor man skulle kunne begynde at mærke liv. Jeg mærkede ingenting, og man kunne stadig ikke rigtigt se min mave, jeg så nærmest bare lidt tyk ud. Vi skulle til organskanning i uge 20, og endnu engang var vi frygteligt nervøse. Vi havde besluttet, at vi meget gerne ville høre et gæt på kønnet, for det kunne være, det ville gøre det hele mere virkeligt. Organskanningen gik fint, der var intet i vejen med vores lille dreng, som gættet lød på. Det var dybt mærkeligt for mig, at det var en dreng. Tænk, at der kunne ligge en dreng indeni en pige, det var helt ufatteligt for mig. Jeg ved jo godt, at sådan må det have været med alle drenge, men alligevel, det føltes helt underligt. Jeg var dog glad, men skulle lige vænne mig til tanken. Det var d. 22. august, to dage før vores 1-års bryllupsdag, og det var varmt og sommer og lykkeligt.

På vores bryllupsdag mødte vi et par af vores venner på gaden, som ikke havde set, at jeg var gravid. Den enes kommentar var: ”Nå, I har nok levet i synd”, hvortil vi med ren samvittighed kunne svare, at det havde vi bestemt ikke. Linus er jo et IVF-barn, så der havde overhovedet ikke været sex involveret. Vi syntes selv, vi var meget vittige. I uge 21 startede jeg op på ferroduretter behørigt advaret om, at de kunne give maveproblemer. Jeg fik ingen problemer, men min mave har også altid været sær pga. endometriosen (ved jeg nu). Jeg mærkede stadig ikke liv, men jeg var ikke bekymret. Til organskanningen havde vi fået at vide, at min moderkage lå lige foran under maveskindet, så det ville tage længere tid, inden jeg kunne mærke liv. Vi havde købt en babylytter i Babysam, som vi flittigt brugte, og man kunne høre Linus sparke på livet løs. Det lød som dumpe bump i min mave, og det var dejligt at lytte til. Det var mærkeligt, at jeg ikke kunne mærke det, når man så tydeligt kunne høre det.

Efter uge 20 begyndte min mave ellers at vokse med lynets hast. Jeg passede mit arbejde, som underviser på RUC, og promenerede stolt min store mave, mens jeg havde det som et kraftvarmeværk i fuld funktion. Jeg kunne ikke have både trøje og jakke på, jeg endte altid med at svede, så jeg måtte tage en af delene af. Vaskemaskinen kørte nærmest i døgndrift med de få beklædningsgenstande, jeg kunne være i. Jeg mødte op hos jordemoderen i sommerkjole og nylonstrømper i midten af oktober måned. Min fødselsdag i starten af oktober var den bedste i mange år. Mine fødselsdage og jul og lignende højtider havde indtil da bare markeret, at endnu et år var gået, uden at jeg var blevet gravid – men ikke denne. Endelig var der noget at fejre, og jeg glædede mig som et lille barn til december, hvor jeg skulle på barsel, og gå og hygge mig rigtig meget. Endelig en jul, hvor jeg havde tid til at bage småkager og pynte op til jul, og skrive julekort og alt det, som jeg altid forestiller mig, at jeg skal lave i december, men som jeg aldrig når, fordi arbejdet hober sig op lige op til jul. I år skulle det blive anderledes! Jeg havde været ude at købe nye vinterstøvler, fordi jeg var ved at ”vokse” ud af de gamle, og fordi jeg tænkte, at det kunne jo være, jeg ville få ødemer hen mod slutningen af graviditeten, så man kunne jo lige så godt være forberedt.

D. 15. oktober var jeg hos jordemoderen for, hvad der skulle vise sig at være sidste gang. Jeg var en smule bekymret over min enorme mave, som allerede lignede 9. måned. Ak ja, som man kan bekymre sig om først det ene, og så det andet. Min jordemoder syntes, at jeg havde en flot stor mave, og vægtskønnede min lille søn til 1200 gram. Han lå med hovedet nedad, men han kunne jo nå at vende sig mange gange endnu. Jeg var lige gået ind i uge 28. Mandag d. 20. oktober skulle jeg til skanning. Fordi han var et IVF-barn, var vi blevet tilbudt to ekstra skanninger, og i vores situation siger man ikke nej til at se sit barn en ekstra gang. På miraklernes tid var jeg genstand for stor misundelse på grund af ekstraskanningerne. Først så alt fint ud, han blev vægtskannet til 1600 gram, og han voksede, som han skulle. Da hun til sidst lige ville måle fostervandet, blev hun dog betænkelig. Der var for meget. Vi vidste ikke, hvad det betød. Vi havde aldrig hørt, at for meget fostervand kunne være et problem. Hun var ikke særlig meddelsom, men ville lige skrive en bemærkning til lægen, som vi skulle ind til bagefter. Nu blev vi først rigtigt nervøse.

Hos lægen fik vi at vide, at de gerne ville have en ekstra organskanning på Riget. Hårdt presset blev hun nødt til at fortælle os, at for meget fostervand kunne tyde på misdannelser hos vores søn, men det var bestemt ikke sikkert. Det kunne også være, at jeg bare var sådan en, der dannede meget fostervand, men de ville gerne lige være sikre. Vi skulle ikke bekymre os, fik vi at vide, for organskanningen i uge 20 havde jo været helt fin, så det var bare for en sikkerheds skyld. Ikke bekymre os! Vi var skrækslagne, og da vi først fik en tid til fredag d. 24. oktober, kunne jeg slet ikke holde ud at skulle vente så længe. Jeg var parat til at tage af sted med det samme. Men det hastede ikke så meget, og som sagt det var bare for en sikkerheds skyld, det var jo ikke spor sikkert, at der var noget som helst i vejen med barnet. Jeg blev lige undersøgt, fordi jeg havde døjet med en del plukkeveer. De gjorde ikke ondt, men jeg vidste jo af gode grunde ikke, hvad der var mange plukkeveer, og hvad der var helt i sin orden. Min livmoderhals var helt normal, så lægen mente ikke, at der var noget at bekymre sig om, det var bare livmoderen, der øvede sig.

Om onsdagen begyndte jeg at få noget slimet brunt udflåd, og jeg ringede stærkt foruroliget til jordemødrene. De sagde, at det var meget normalt, når lægen havde været oppe at røre ved livmoderhalsen. Der kunne være bristet et lille blodkar, eller sidde noget størknet blod, som nu kom ud. De sagde, at jeg skulle drikke et stort glas iskoldt vand og lægge mig ned en time, for at se om jeg mærkede liv. Jeg var først begyndt at mærke lidt liv i uge 24, men jeg gjorde, som jeg fik besked på, og mærkede da også svagt liv i løbet af den time. Jeg ringede så derind igen, og nu mente de, at det hele var fint, men jeg skulle holde øje med, om blodet blev rødt. Det gjorde det om torsdagen. Der kom også mere af det, og det var mere slimet. Jeg begyndte at få ondt i lænden og foran nederst på maven, og jeg troede først, at jeg havde forstoppelse. Det gjorde ikke meget ondt, men pga. blodet ringede jeg ind til jordemødrene igen. Denne gang syntes de, at vi skulle komme ind på fødegangen, for at blive undersøgt. Jeg var stadig i 28. uge, og jeg var meget bange. Da jeg kom derind, blev jeg undersøgt af den samme læge, som havde set på min livmoderhals om mandagen. Hun kunne mærke, at min livmoderhals var blevet kortere, og da hun trak hånden ud, var den fuld af blod. Slimproppen var gået.

Så gik alting meget stærkt. De kærte en CTG-strimmel på mig, og jeg havde veer med 1½ minuts mellemrum. Jeg var dybt rystet. Jeg fik celeston (lungemodnende medicin), penicillin og lagt vehæmmende drop, og så blev der ellers bestilt ambulance til Riget. Det gik med blå blink gennem hele byen, og jeg gav endelig efter og græd hele vejen. Jordemoderen (som i øvrigt også hed Lotte) sagde beroligende, at det slet ikke var sikkert, at det gik galt, de fik tit pigerne tilbage igen, når fødslen var stoppet. Jeg kom ind på Riget og blev i første omgang lagt på fødegangen. Kl. 3 om natten blev jeg kørt ind til skanning, og de konstaterede, at jeg havde alt for meget fostervand. Jeg blev derfor tappet for en liter, og der blev taget en fostervandsprøve med det samme, når de nu var i gang. Til alt held var det ”mestertapperen” på ultralydsafdelingen, som havde vagt den nat. Jeg havde allerede en tid til skanning næste dag (den jeg havde fået til om fredagen), så skulle vi se, om der skulle tappes ½ liter mere. Jeg blev indlagt, og min mand fik lov at overnatte i den anden seng. Veerne var allerede taget meget af, og forsvandt helt i løbet af næste dag. Jeg fik stadig penicillin og den sidste celeston den følgende nat.

Fredagens skanning viste fostervand i overkanten af det normale, men der skulle ikke tappes mere, for der var altid en risiko for at fødslen gik i gang pga. tapningen. Vores søn blev vægtskannet til 1300 gram. Jeg blev sygemeldt resten af graviditeten, og måtte kun stå ud af sengen for at gå på toilettet. Jeg fik ny tid til skanning om onsdagen d. 29. oktober. Vi fik besøg af en børnelæge fra neonatal-afdelingen, og de var meget beroligende. Linus ville sagtens kunne overleve, jeg var jo allerede langt (i uge 29 på det tidspunkt), og det var slet ikke noget problem. Jeg var jo også celestondækket, så de var helt chokerede over, at jeg kunne spørge om, han ville overleve – selvfølgelig ville han det. Organskanningen havde ikke vist nogle problemer, og de var ellers meget grundige. Hjertet blev gennemskannet i ½ time, og resten af hans lille krop blev set igennem. Der var intet i vejen med ham. Onsdag blev han vægtskannet til 1500 gram, og jeg fik lov til at komme op i en kørestol, og blive kørt over på neonatal for at se, hvad man kunne forvente, hvis jeg nu fødte i morgen. De havde næsten ingen børn, der var så store, som Linus var på det tidspunkt, de var næsten alle sammen mindre. Vi fik hastesvaret på fostervandsprøven, vi ventede en normal dreng. Det endelige svar kom først 2 uger senere, men viste det samme – en helt normal dreng.

Jeg fik lov til at komme hjem onsdag d. 29. oktober på aflastning. Jeg måtte stadig kun ligge, min livmoderhals var kun 18 mm, men hvis jeg bare kun gik op for at gå på toilettet, var det i orden. Min mand kunne blive hjemme, det meste af tiden og passe mig, og jeg havde også min gravide veninde, som kom med videofilm i massevis, for at jeg ikke skulle kede mig. Jeg fik en tid til skanning onsdag d. 5. november, så måtte vi se, om fostervandet var begyndt at opføre sig normalt.

Det var det ikke. Allerede søndag d. 2. november begyndte jeg at føle mig meget udspilet, og vi turde ikke andet end at tage ind på Riget om aftenen. Der blev kørt CTG-strimmel igen, og jeg havde godt nok nogle plukkeveer, men ikke mere, end normalt, selvom de faktisk så ret regelmæssige ud på strimlen, bare med lange intervaller. Jeg blev skannet igen, og min fornemmelse havde været rigtig – jeg var ved at gendanne fostervandet. Jeg blev indlagt igen med henblik på tapning en af de nærmeste dage. Jeg blev tappet for anden gang d. 3. november, endnu en liter, og derefter fik jeg en ny tid til om onsdagen. Om onsdagen d. 5. november blev Linus igen organskannet, og der var stadig ingen problemer. Han blev vægtskannet til 1800 gram, så han voksede rigtig flot. Min livmoderhals var dog blevet endnu mindre – 11 mm.

Jeg fik lov til at komme hjem igen om torsdagen, og fik en ny tid til skanning mandag d. 10. november. Denne gang holdt jeg tiden ud. Vi mødte op til skanning, og jeg vidste godt, at jeg var blevet temmelig udspilet siden sidst, så denne gang havde vi pakket en taske med forberedelse på indlæggelse. Jeg blev tappet for tredje gang, endnu en liter, og indlagt igen. Jeg fik kørt en CTG-strimmel, indtil plukkeveerne ebbede ud (egentlig skelner de ikke mellem veer og plukkeveer på svangerafdelingen, det hele hedder veer). Om onsdagen blev jeg tjekket igen, jeg var stadig i overkanten med hensyn til mængden af fostervand, men det var i orden. Det var hele tiden en balancegang: Ville jeg gå i fødsel, hvis de ikke tappede, eller ville jeg gå i fødsel af, at de tappede? Min livmoderhals blev skannet til i bedste fald 5 mm, men han turde ikke rigtigt skanne for tæt på af frygt for at komme til at prikke hul. Jeg var stadig lukket, men min livmoderhals var så godt som udslettet. Så nu fik jeg ikke lov til at komme hjem mere før fødslen. De frygtede, at hvis jeg kom hjem, og vandet gik lige pludselig, så kunne navlestrengen ryge med ud, fordi jeg havde så meget vand, og så kunne det blive livstruende for Linus. Jeg belavede mig på at blive liggende. Jeg håbede på at holde til fulde 34 uger, som ville være 1. december, for så var han stor nok til at lungerne var fuldt udviklede, og han ville kunne kom med hjem. Så længe kom jeg ikke til at ligge der.

Fredag d. 14. november fik jeg kørt CTG-strimmel igen, og jeg sagde til dem, at havde jeg været hjemme nu, så var jeg taget derind, for jeg følte mig meget udspilet. Jeg havde tid til skanning om mandagen, og de sagde, at det nyttede ikke noget, for der var ingen til at tappe mig i weekenden. Jeg havde også fået en maveinfektion, og var på penicillin igen, og det var ikke nogen fordel, at jeg skulle op hele tiden. Den weekend var et rent helvede. Mine tarme gjorde voldsomt ondt, jeg havde plukkeveer, hver gang jeg lå på ryggen, Linus lå på tværs, og jeg var helt udspilet af fostervand. Endelig blev det mandag, og min fornemmelse havde været rigtig, jeg fik tappet ca. 1½ liter fostervand. Linus havde kunnet ligge helt udstrakt på grund af alt vandet, og han var selvfølgelig stærkt utilfreds med at få sit svømmebassin reduceret. Han sparkede som en gal for at få nålen væk, det var rigtig dejligt at se på. Jeg fik som sædvanlig en ny tid til om onsdagen.

Onsdag d. 19. november blev Linus vægtskannet til 2300 gram, og alt var fortsat normalt med alle organer, fostervandet var i overkanten som sædvanlig, og de turde ikke skanne min livmoderhals af frygt for, at de skulle støde ind i noget. Der var alligevel heller ingen pointe i at vide noget om den, for jeg skulle alligevel blive liggende.

Vi er nået til torsdag d. 20. november, jeg er i uge 33, og jeg er blevet lovet, at når jeg går i fødsel, så vil jeg både høre ham skrige og få ham op på maven, for nu er han så stor, at han ikke skal i kuvøse. Jeg har fået at vide, at jeg efter al sandsynlighed skal føde ved kejsersnit, fordi han ikke ligger fast med hovedet, og fordi jeg har så meget fostervand, at han kan vende sig mange gange endnu. Min far har været på besøg, og jeg sidder på albuen og spiser, da vandet går. Det poster ud i store skvulp, og jeg bliver grebet af panik. Kl. er 18, og personalet er ved at servere aftensmad på svangerafdelingen, så ingen reagerer på tilkaldeknappen. Min mand styrter ud på gangen efter hjælp, og jeg sætter mig op og råber i håb om, at nogen skal høre mig, når de går forbi. En jordemoder hører mit råb og kommer stille og roligt ind og kan konstatere, at vandet ganske rigtigt er gået. Der bliver tilkaldt en ekstra jordemoder og en læge, og jeg får en ble på, som øjeblikkeligt bliver gennemblødt langt op af ryggen. Jeg får en ny på, og det samme sker. Jeg er åbnet 1 centimeter, men det er i sig selv ikke faretruende (det kan jeg i princippet have været i et stykke tid). Jeg får at vide, at man sagtens kan ligge nogle dage uden fostervand, og at jeg jo ved, at fostervand kan gendannes. Det kan jeg slet ikke have, hvis det skal være nu, så skal det også være nu. Jeg kan ikke ligge og vente på at få veer hele natten, og være bange for hvad der sker. Jeg kommer heller ikke til at vente længe. 10 minutter efter vandafgang får jeg veer, og lægen beslutter, at nu kører vi over på fødegangen. Linus skal fødes.