I foråret 2000 begyndte vi udredning på Octavia-klinikken i Stockholm. Det tog det meste af foråret, fordi der kun blev foretaget en undersøgelse i hver cyklus. En udredning er en lang proces, hvor mange forskellige ting undersøges. Jeg fik taget blodprøver for at se, om mine hormonværdier var normale, og andre prøver for at se om jeg havde haft ægløsning. Det så normalt ud. Jeg tror også, det var i den forbindelse, at jeg blev vaginalskannet første gang (jeg kan nu sige, at man kan vænne sig til meget, og at det oven i købet kan blive ren rutine). Der var ingen sammenvoksninger i mit underliv, og alt så ganske normalt ud. Jeg fik også lavet en HSG, som skal vise, om der er gennemgang i æggelederne. Dette kan være en meget smertefuld undersøgelse for nogle, men det var det ikke for mig. Jeg fik sprøjtet kontrastvæske op, og derefter skannet, og der var gennemgang i begge æggeledere. Min mands sæd blev sendt til analyse, og kom tilbage med fine karakterer. Der var absolut ingen problemer der. Hver undersøgelse viste, at vi var helt normale på alle måder, og at der ikke var nogen grund til, at vi ikke skulle kunne få børn. Ikke desto mindre havde vi nu forsøgt i 2½ år, så noget måtte der jo være i vejen.

Da vi var nået så vidt, fik vi diagnosen uforklarligt barnløse, og blev skrevet på venteliste til insemination og IVF-behandling. I Sverige var der på det tidspunkt over 2 års ventetid på IVF, så det ville vi under alle omstændigheder ikke kunne nå. Vi skulle flytte hjem igen i december 2001, så vi satte vores lid til insemination. Vi var henvist til Huddinge sygehus, men da vi ikke havde hørt noget om insemination efter sommerferien 2000, ringede jeg derind. De havde ikke i sinde at lave insemination på os, og i første omgang kunne jeg ikke engang få en forklaring på hvorfor. Det viste sig, at de ifølge en sygeplejerske sandsynligvis anså sædprøven for for dårlig. De havde dog selv givet den topkarakter, og vores gynækolog på Octavia forstod heller ingenting. Efterfølgende har vi fået at vide, at Huddinge generelt ikke laver inseminationsbehandlinger, fordi de anser det for at være spild af ressourcer, når sandsynligheden for succes kun er 10-15%. Vi blev i stedet henvist til Sophiahemmet i Stockholm, hvor de gerne ville lave insemination på os.

Det hedder sig, at der ikke er ventetid på insemination (og at det er gratis i øvrigt). Det passer ikke helt. Jeg nåede at få en mild hormonbehandling (pergotime i to gange 3 måneder med 2 måneders ophold), inden vi kom i gang med insemination. Første inseminationsforsøg foregik i marts 2001, og blev en eklatant fiasko. Lægen kunne ikke finde op i min livmoder og måtte efterlade det hele i livmoderhalskanalen. Vi slap for at betale de 1500 SEK, en sædoprensning koster (og man laver ikke behandling uden sædoprensning, så det der med gratis er vist en sandhed med modifikationer). Vi fik i alt lavet to inseminationer, og hver gang fik jeg pergotime for at lave en rigtig fin ægløsning. Det havde ingen som helst effekt. Ved 3. inseminationsforsøg var der en follikel (ægblære), som ”hang over” fra sidste cyklus, og behandlingen blev afbrudt. Derefter kunne vi se frem til 3 måneders ventetid, før vi kunne komme i behandling igen. En enormt lang og uproduktiv sommerferie lå foran os. Derfor valgte vi, at når vi kunne komme i gang igen i august 2001, ville vi købe et IVF-forsøg for den fyrstelige sum af 30.000 SEK.

Som sagt, så gjort. Vi gik i gang med standard lang IVF-behandling i august. På 21. dag i cyklus starter nedregulering på næsespray. Dette gøres for at standse enhver naturlig hormonproduktion, så man så at sige sættes i en kunstig overgangsalder. Derfor er der også mange, som oplever meget ubehagelige humørsvingninger, ligefrem selvmordstanker, hedeture, søvnproblemer og meget mere, som typisk også kan forekomme i overgangsalderen. Jeg blev lykkeligt forskånet for disse bivirkninger, og har faktisk aldrig haft nogle gener af IVF-behandling (endnu). Derefter kommer menstruationen, og når man er helt nedreguleret (i Sverige konstateres dette via en blodprøve, i Danmark sker det via en skanning af æggestokkene), begynder opreguleringen, samtidigt med at nedreguleringen fortsætter på nedsat dosis (man skal jo stadig sørge for, at der ikke sker noget ”normalt”). Opregulering kan ske på forskellig måde. I Sverige fik jeg Gonal-F, som tages gennem indsprøjtninger i maveskindet. Det er lidt besværligt, fordi man selv skal sidde og blande tørstof og væske og rode med forskellige hætteglas, men det bliver rutine. I Danmark har jeg brugt puregon-pen, som fyldes med små ampuller, også til indsprøjtning i maveskindet, men som ligner dem man bruger til insulin, hvis man har sukkersyge. De er umiddelbart lidt nemmere at bruge, fordi man ikke selv behøver at sidde og blande og fylde i engangssprøjter. Opreguleringen koster det hvide ud af øjnene, man når aldrig at betale fuld pris for det. En enkelt puregonampul koster f.eks. ca. 3000 kroner, og holder maksimalt 3 dage, lidt afhængig af dosis. Opreguleringen indebærer, at man danner langt flere æg end normalt. I Sverige dannede jeg 7, i Danmark har jeg foreløbigt dannet 10 og 19 æg i to forskellige behandlinger. Når folliklerne (der hvor æggene sidder) er omkring 18-20 mm i diameter, tager man en ægløsningssprøjte (profasi eller pregnyl), som modner æggene og gør slimhinden klar til at modtage dem. Så venter man et døgn, og så tages æggene ud. Jeg vil spare jer for detaljerne ved denne proces. Samme dag afleverer manden sit bidrag, og så venter man et døgn til. På dette tidspunkt skal det så vise sig, om nogle af æggene er blevet befrugtet, og om der er to gode til ægoplægning. Æg kan blive befrugtet på to måder: Enten ved almindelig IVF, hvor man lægger et par 100.000 sædceller rundt om hvert æg i petriskålen, og så finder de selv ud af det (det er den metode, som altid er blevet brugt i vores tilfælde), eller hvis der er få sædceller, ICSI, hvor man tager en sædcelle i halen, giver den et lille slag, suger den op og stikker den direkte ind i ægget. Der lægges aldrig mere end 2 æg op, med mindre det er et fryseforsøg, hvor man lægger 3 befrugtede æg op. Når æggene lægges op er de som regel 4-cellede.

Ægoplægningen har for mig altid været et værre cirkus. Vi er efterhånden nået ned på ½ time med to læger, hvoraf den ene skanner samtidigt. Første gang jeg skulle have lagt æg op tog det 1½ time med to forskellige hold læger og sygeplejersker. Jeg har stiftet et ubehageligt bekendtskab med både tangen og stiletten, og jeg skal altid have smertestillende medicin (rapifen) under ægoplægning. Jeg tror næsten, de efterhånden anser mig for lidt af en udfordring, men det er ikke nogen spøg for os. Efter ægoplægning følger 14 dages ventetid, hvor man tager progestan stikpiller 3 gange dagligt, for at øge chancen for implantation (at ægget sætter sig fast). I Sverige skal man derefter aflevere en urinprøve, i Danmark får man taget en blodprøve for at konstatere, om man er blevet gravid eller ej.

To dage før jeg fyldte 30 år i 2001, fik vi en negativ graviditetstest. Vi havde fået et æg frosset ned, og det kunne vi så lige nå, inden vi rejste hjem. Jeg var igennem en såkaldt dilatation (udvidelse) af livmoderhalsen inden, fordi det havde været så svært at lægge æg op på mig. Jeg blødte i flere dage, og det gjorde temmelig ondt. Vi fandt aldrig ud af, om det ville have gjort det lettere, for ægget overlevede ikke optøningen, og dermed var det forsøg afbrudt. På det tidspunkt traf jeg en beslutning, som fik stor betydning for det videre forløb. Jeg kunne simpelthen ikke tro, at vi skulle gennemgå dette alene, der måtte findes forskellige fora på nettet, hvor man kunne tale med andre i samme situation, og derved kom jeg i kontakt med barnløslisten, som skulle spille en kæmpe rolle i mit liv.

På denne e-mail-liste mødte jeg simpelthen piger af rent guld, som gik igennem det samme som jeg, som støttede, når man var helt i bund, som jublede, når det gik godt, og som kom til at betyde så meget for mig, at det ikke kan overdrives. Jeg mødte min bedste veninde på listen, og jeg mødte så mange andre, som jeg stadig har kontakt med i dag. Jeg er inderligt taknemmelig for al den støtte, de har ydet mig i tidens løb, det har reddet mig mange gange. En så langstrakt krise som ufrivillig barnløshed er, skal man ikke gennemgå alene. Det er i hvert fald min erfaring, at der er hjælp at hente, og man kan få venner for livet.

Tilbage i Danmark blev vi skrevet på venteliste til Riget, og der var ½ års ventetid. I mellemtiden kom vi med i et forsøg, som Herlev sygehus kørte på Symbion – IVM. Her tager man æggene ud før, de er modne, og eftermodner dem udenfor kroppen. Der er ikke ligeså gode chancer som ved IVF, og der er et større spild, fordi mange af æggene ikke overlever eftermodningsprocessen. Jeg gennemgik et forsøg, hvor jeg fik taget 6 æg ud, og der var 2 æg at lægge op. Behandlingen var en succes, men patienten døde, som man siger – jeg blev ikke gravid. De næste to IVM-forsøg jeg startede på, blev begge afbrudt af forskellige årsager: Først pga. forhøjet østradiol-tal, som indikerede, at jeg allerede havde haft ægløsning, og anden gang fordi, der kun blev taget et æg ud, som ikke overlevede eftermodningen. Derefter besluttede vi i samråd med lægerne, at IVM nok ikke lige var behandlingen for os, det var simpelthen for hårdt psykisk, og jeg fik det også meget dårligt af den forholdsvist milde hormonstimulering, IVM indebærer. Man skal tage østradiol-piller, og progestan stikpiller, og jeg blev meget deprimeret af østradiol-pillerne. De 14 dages ventetid var præget af depression og totalt mangel på tiltro til, at det på nogen måde kunne virke.

Samtidigt var vi nu nået så vidt, at vi skulle til formøde på Riget, og snart kunne få lov til at ringe ind. Vi er nået til sommeren 2002. Vi kan ringe ind første gang i juli, da jeg får min menstruation. Man skal igennem et sindrigt telefonsystem, hvor kun de tre første kommer i behandling med det samme, resten må vente en måned til, og forsøge sig igen. Tredje gang er lykkens gang, da skal man igennem. Vi er faktisk endnu ikke blevet afvist på Riget, så enten har vi været smadder heldige hver gang, eller også er det lidt lettere at komme igennem, fordi de har større kapacitet, hvad ved jeg. Vores første IVF-forsøg på Riget gik i gang i slutningen af juli, og løb frem til sidste uge af august. Alt var perfekt. Vi skulle giftes, og alle forberedelserne gjorde os i langt bedre humør end tidligere, jeg fik akupunktur, og alt var lyst, varmt, dejligt og fuldt af håb. Jeg fik taget 10 fine æg ud, sat 2 op og frosset 3 ned, og alt så bare flot ud. Jeg var ude midt under bryllupsfesten med kjolen op over hovedet og puregon-pennen i højeste hug, så det kørte helt som det skulle. Jeg blev bare ikke gravid.