Man må nok karakterisere Linus’ fødsel som nem, hvis ikke det havde været for afslutningen. Det tog ca. 8 timer at føde min søn, og for mig forekommer det at have været meget kort tid. På intet tidspunkt havde jeg trang til at stikke af, og jeg overvejede ikke at tage mit gode tøj og gå. Jeg var helt med på, at nu skulle han ud, og det skulle jeg nok klare. Kvinder gennem tiderne har klaret det før mig, så kunne jeg vel også, havde jeg hele tiden resoneret, og jeg gjorde mig ingen forestillinger om, at det ikke ville gøre ondt. Hvis det kunne gøre en forskel, skulle jeg gerne gøre det mindst 30 gange til. Det ville bare ikke have ændret noget. Jeg har ikke rigtigt nogen god fornemmelse af, hvor lang tid det egentlig tog, og hvornår der skete hvad undervejs, så I må bære lidt over med mig.

Jeg blev kørt ind på fødestue 10 på fødegangen lidt efter kl. 18, og blev lagt over på en meget hård briks. Min seng var fuldstændigt gennemblødt af fostervand, og jeg tror ærlig talt ikke, at madrassen kunne bruges til ret meget, med mindre de har et fabelagtigt renseri på Riget. Jeg husker også, at jeg fik en tør skjorte på (en af den fikse slags med trykknapper, Rigets kollektion anno 1971 eller deromkring), fordi den, jeg havde på var fuldstændigt gennemblødt. Jeg havde jo ligget med hævet benende i en måneds tid for at flytte trykket, så da vandet gik, løb det helt op af ryggen på mig. Jeg havde allerede på det tidspunkt ret kraftige veer. Jordemoderen sagde, at jeg havde gode, seje veer.

Ved et heldigt sammentræf havde jeg samme dag for første gang talt om selve fødslen med en jordemoder. Det var torsdag, og det er dagen for jordemoderundersøgelse på svangergangen. Jeg havde sagt, at jeg ikke havde i sinde at spille helt, og hun havde sagt, at vi bare kunne skrive i min journal, at jeg var positivt indstillet overfor smertelindring. Det tør svagt antydes. Om aftenen til stuegang skulle jeg have talt med lægerne om, hvor lang tid de ville lade mig ligge, hvis der nu ikke skete noget af sig selv. Strengt taget var det et spørgsmål om, hvornår de f.eks. ville lade være med at tappe mig, og bare vente på at jeg så bare gik i gang. Der var jo ingen grund til, at jeg skulle ligge til uge 40, mente jordemoderen. Man får en helt anden målestok, når man ligger på svangerafdelingen. Som sagt, så blev jeg betragtet som meget langt (uge 33), og 37 uger regnes for termin. Jeg nåede aldrig at få talt med lægerne. Samtalen med jordemoderen betød imidlertid, at da jeg kom over på fødestuen, fik jeg i en vepause sagt, at jeg var meget positivt indstillet overfor smertelindring.

Det første der skete, efter jeg blev lagt over på briksen, var at ”mestertapperen” fra ultralydsafdelingen kom for at skanne mig. Han sagde, at ja, det var jo det, vi ikke ville have, skulle ske. Jeg synes, det var en lidt mærkelig kommentar, for jeg havde jo hele tiden fået at vide, at jeg var langt, og han ville sagtens kunne overleve. Jeg ville høre ham skrige, og jeg ville få ham op på maven, og det var usandsynligt, at han skulle i kuvøse. Jordemødrene var også meget beroligende, og havde som noget af det første sat en lille barneseng til opvarmning på stuen. Så jeg var egentlig godt tilfreds med, at det var nu, når vandet nu var gået. Jeg kunne sådan set heller ikke have gjort så meget andet, for jeg var allerede i gang med at udvide mig. Hver ve sendte et skvulp af fostervand ud, indtil jeg kunne mærke, at der ikke kom mere. Der var ganske rigtigt ikke mere fostervand tilbage, da jeg blev skannet, og Linus havde lagt sig pænt til rette med hovedet nedad, så jeg skulle ikke have kejsersnit, med mindre der skulle ske noget uforudset undervejs. Det gjorde der ikke, før jeg havde født ham.

Jeg vil tro, at jeg brugte ca. 6½ time på at udvide mig til 4 cm. Jeg fik ret tidligt lattergas, og fik trukket nogle dybe vejrtrækningen i en vepause, så jeg blev helt skæv af det. Det tog meget godt toppen af veerne i starten. Min mand gned mig på lænden under alle veerne, og jeg skreg ned i min maske, indtil veerne toppede. Det var egentlig ikke fordi, det gjorde uudholdeligt ondt, det var mere fordi, det hjalp mig at sætte lyd på. Jeg fik utroligt meget ros undervejs, og jeg var sikker på, at de altid roste for at opmuntre, hvilket de nægtede hårdnakket. Jordemoderen sagde til mig, at jeg trak vejret rigtig godt, og arbejdede godt med veerne. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle have gjort, så jeg var åbenbart et naturtalent.

Det meste af tiden sad der en jordemoder ved siden af mig og skrev notater. Jeg ved ikke, hvad hun skrev, men jeg ved, at de hver tirsdag taler ugens fødsler igennem, så jeg går ud fra, at hun skrev, hvad der foregik. I starten havde jeg fået sat en almindelig CTG på, men det var svært at skelne Linus’ hjertelyd fra min puls, så i stedet satte de en caput-elektrode på hans hoved. Den første prøvede de at sætte fast, da jeg kun var 1 cm udvidet, så den røg af med det samme. Derefter prøvede de med forskellige slags, og den sjette blev endeligt siddende resten af tiden.

Det gik stille og roligt fremad de første 6½ time, og jeg fik ikke andet end lattergas. På et vist tidspunkt fik jeg en Panodil som stikpille, men hvad den skulle gøre godt for, ved jeg ikke. Den havde i hvert fald ingen effekt. Jeg lå på siden det meste af tiden, og min mand var meget dygtig til at gnide min lænd. Jeg fik også varmepude på engang imellem, og det var faktisk meget rart. Under en vepause sukkede jeg, og sagde ”..og alt det på grund af et æble”. Min mand og jordemoderen kiggede på hinanden, og troede at jeg talte i vildelse, så jeg var nødt til at forklare, at jeg talte om uddrivelsen af paradis og, at Eva blev dømt til at føde sine børn i smerte. Kors, hvor jeg bare synes, de var uintelligente. Det var da fuldkommen åbenlyst, hvad jeg mente, syntes jeg selv.

Lattergassen var ikke så effektiv efterhånden, men jeg klamrede mig alligevel til den, og indhalere kraftigt indtil veerne klingede af. Efter min mands udsagn kunne man se, at jeg kunne klare kraftigere og kraftigere veer. Han kunne se CTG-strimlen, derfra hvor han stod. Jeg havde travlt med at følge med i veerne. Da jeg havde udvidet mig til 4 cm, ville jordemoderen lægge et mildt ve-stimulerende drop, for at gøre mine veer endnu mere effektive. Jeg har ingen erindring om, at jeg fik lagt venflon i hånden, men det må jeg have fået, for jeg mener bestemt, at det andet var blevet fjernet om onsdagen. Hver gang de tappede mig, fik jeg lagt venflon og givet første trin vehæmmer (tractocile). Men så vidt jeg husker, blev det fjernet onsdag, når jeg var blevet tjekket, og plukkeveerne var nået ned på normal. Jeg fik det mindste ve-stimulerende, hun kunne give mig. Hun talte om 10 dråber, og det var meget effektivt.

Mine veer tog til, og på det tidspunkt gik jeg i panik. Lattergassen virkede ikke mere, og jeg kunne pludselig ikke trække vejret ordentlig. Jeg klamrede mig til masken og snappede efter vejret fuldstændigt ukontrollabelt. Jeg prøvede at kommunikere med øjnene, at jeg var i panik, men jeg kunne kun spærre øjnene helt op, og jeg tror egentlig godt, at jordemoderen forstod, hvad jeg mente. I en vepause talte vi om epiduralblokade. Jordemoderen spurgte, om vi havde talt om det sammen, og jeg sagde, at jeg kunne ikke holde til ret meget mere, så jeg skulle bare have, hvad jeg bad om. Jeg havde ingen idealer om en naturlig fødsel, eller noget lignende, så jeg skulle bare have det hele, for jeg kunne ikke klare det mere. Så vi blev enige om, at hun lige ville undersøge, hvor langt jeg var, og så ringe efter en narkoselæge, så jeg kunne få lagt en epiduralblokade. Jeg nåede aldrig at få lagt en epidural.

Da hun undersøgte mig, var jeg 10 cm udvidet. Jeg havde udvidet mig de sidste 6 cm på 40 minutter. Jeg skal love for, at det ve-stimulerende drop havde været effektivt, selvom det var sat på mindst muligt. Der gik heller ikke ret lang tid, før jeg begyndte at få presseveer. Nu fik jeg kun ilt i masken, og ved den første presseve, blev jeg overrumplet og kunne ikke rigtigt finde ud af at presse. Jordemoderen forklarede mig, at det var lettere, hvis jeg holdt vejret, når jeg pressede, og min mand blev instrueret i, hvordan han skulle støtte mig, så jeg næsten sad op. Jeg syntes min mand begyndte at se noget chokeret ud, men han påstår, at han bare pressede med. Jordemoderen begyndte også at forklare en helt masse om, at jeg skulle presse, når hun sagde til, og holde igen, når hun sagde det. Hun blev ved med at gentage det, og jeg havde forstået det første gang, men hun insisterede på, at jeg skulle svare. Det endte med, at jeg gav hende et håndsignal om, at jeg havde forstået det, og hun roste min nonverbale kommunikation, som hun kaldte det. I en pressepause ringede hun efter børnelægerne, som skulle undersøge Linus, når han kom ud. Det havde jeg fået at vide, for det er standard, når man føder for tidligt. I telefonen sagde hun bare ”Vi presser”, men børnelægerne var lige ved at lægge et barn i kuvøse, så de kunne ikke lige komme nu. De nåede dog at komme, inden Linus kom ud.

Selve pressefasen tog under en time ifølge min mand. Jeg husker egentlig ikke så mange presseveer, men jeg skiftede stilling nogle gange. Jeg lå mest på siden og pressede af en eller anden grund, og for det meste klamrede jeg mig til min mand, mens jeg pressede med tilbageholdt åndedræt. Jeg kunne klare op til tre pres på en ve. Det var en meget mærkelig følelse. Det gjorde ondt på en helt anden måde. Det var som om, min krop pressede af sig selv, for når veen klingede af, kunne jeg simpelthen ikke presse selv, syntes jeg. Jeg kunne hver gang nå at sige til, når veen kom, men jordemoderen havde nok egentlig en meget god fornemmelse for det.

Hun fortalte mig, at hovedet drejede, og hun kunne se en mørk hårtot stikke frem. Jeg pressede løs, og pludselig sved det, og jeg følte mig totalt udspilet. Hovedet var kronet, og nu var der ikke langt igen, fik jeg at vide. Nu skulle jeg ved næste ve lade være med at presse, og det lykkedes mig faktisk at gispe eller rettere sagt snappe efter vejret igennem en ve, og jeg fik endnu mere ros. Ja, jeg fik jo indtrykket af, at det med at føde, det kunne jeg bare. Så pludselig blev hovedet født, og ved næste ve gled Linus lige så stille ud. Der hørtes ikke en lyd. Det var d. 21. november kl. 01:53.

Pludselig gik alting meget hurtigt, han røg over på børnelægernes bord til højre for mig, (navlestrengen måtte være blevet klippet) men jeg kunne slet ikke se ham, for der var vel 1½ meter derover, og de var over ham med det samme. Han blev suget og håndventileret og fik K-vitamin. De kunne ikke forstå, at han ikke trak vejret, jeg var da celestondækket? Ja, det var jo næsten en måned siden. Var der ikke en mislyd på hjertet? Jamen, vi har fået skannet hjertet igennem så mange gange, der var ikke noget i vejen. Han må over på neonatal, og inden jeg havde født moderkagen var de styrtet ud af døren med min lille søn, og min mand var gået med. Jeg var simpelthen så bange for, at jeg ikke ville kunne finde ham, hvis min mand ikke gik med, for jeg havde jo slet ikke set ham. Det hele var meget chokerende. Jeg forstod slet ingenting. Det hele gik så stærkt, og jeg havde slet ingen fornemmelse af, at jeg lige havde fået et barn.

Jeg fik en sprøjte i låret, for at livmoderen skulle trække sig sammen, og så gled moderkagen ud. Jordemoderen prøvede at vise mig den, men hinderne var sprunget til alle sider, så hun beklagede, at hun ikke kunne holde den op, så jeg kunne se hulen, hvor han havde ligget. Hun viste mig livets træ, og sagde, at det var en meget fin moderkage. Navlestrengen sad ude i den ene side, men det var forskelligt, så det var helt i orden.

Jeg var ikke sprunget. Jeg havde to hudafskrabninger på hver side indvendigt og en lille V-formet rift, hvor Linus’ næse havde skrabet mig på vej ud. Alt sammen indvendigt. Der var kun en minimal mængde blod, fik jeg at vide. Jeg blev bedøvet, og riften blev syet. Jeg blev vasket, og det var simpelthen så rart at få koldt vand på. Jeg fik et kæmpe bind på, og så kom jeg over at ligge på en anden briks på stuen, som var ligeså hård, som fødebriksen. Jeg var meget træt, og døsede lidt hen. Det hele føltes meget uvirkeligt, jeg fattede overhovedet ikke, hvad der var sket. Der lå jeg så alene i nogle timer, og en sygeplejerske kom ind med fødselsdagsmorgenmad, som hun kaldte det. Der var flag på bakken, og hun sagde tillykke. Jeg forstod ikke noget, tillykke med hvad? Min søn var blevet kørt af sted til neonatal og trak ikke vejret, jeg havde ingen fornemmelse af, at jeg var blevet mor. Jeg havde ikke set mit barn, og han var åbenbart meget syg. Jeg var bare dødtræt og kunne ikke engang rigtigt bekymre mig om min søn, for det virkede slet ikke som om, jeg havde fået et barn. Jeg døsede, og af og til kom der nogen ind og nærmest tvang mig til at spise lidt af deres ristede toast og drikke lidt te. Jeg ventede på, at min mand skulle komme tilbage. Jeg var blevet spurgt, hvad han ville have at drikke, og jeg aner ikke, hvad jeg svarede. Jeg vidste slet ikke, hvad der foregik. Nogen kom med et polaroidbillede af Linus, og jeg kiggede på det, men forstod stadig ikke noget.

Samtidigt på neonatal-afdelingen blev Linus undersøgt på kryds og tværs. De var som sagt sikre på, at de kunne høre en mislyd på hjertet, så en hjertelæge blev tilkaldt. Han skannede Linus’ hjerte igennem med sit eget apparat og erklærede, at det var et lærebogshjerte, og der var ingen som helst mislyd. Duptus var lukket, og der var ingenting i vejen med hjertet. Linus trak bare stadig ikke vejret, og han fik lagt respirator ind gennem næsen, og en sonde til mad i det andet næsebor. Der blev taget røntgenbillede af hans lunger og mave-tarm-system. Der var ikke noget i vejen med hans mave og tarme, men han så ud til at have for små lunger. Han var helt slap, og bevægede sig kun lidt. Han fik lagt sonde i navlen, og de blev ved med at bakse med det, og skære mere og mere af navlestumpen for at komme ind. Min mand fortæller, at de prøvede med forskellige sonder i forskellig størrelse, og det var meget hårdt at se på. På et tidspunkt troede de, at han måske ikke havde nogle nyrer. Men han tissede, som han skulle, og vi havde jo også set nyrerne på alle skanningerne. Men man kan ikke se alting på skanninger, sagde lægerne på neonatal, så de lavede deres egne skanninger. Linus havde begge nyrer. Min mand ventede på, at jeg skulle komme. De var bange for, at han ville dø i løbet af den første time, og at jeg ikke nåede at se ham i live. Pludselig blev der sagt, at der var en kvinde, som havde fået en styrtblødning på fødegangen, og min mand blev enormt bange for, at det var mig, de talte om.

Imens lå jeg på fødestuen og døsede hen. Min mand kom endelig tilbage, og jeg prøvede at komme op i en kørestol. Det måtte jeg opgive. Rummet sejlede, og jeg var ved at besvime. Jeg lagde mig igen på den hårde briks, og min mand gik igen over på neonatal til vores søn. Der gik en times tid eller sådan noget. Min mand kom tilbage, og denne gang lykkedes det mig at komme op i kørestolen, og min mand nærmest løb med mig over på neonatal.

Kl. 6 om morgenen så jeg min søn for første gang. Linus var blevet lagt i kuvøse og respirator, han havde sonder og elektroder over det hele. Et plaster hen over hans kinder holdt respiratoren fast, og hele hans krop blev rystet blidt af respiratoren. Han var på 100% ilt. Der var apparater over det hele, som viste blodets iltningsprocent, blodtrykket og blodprocenten, hjerterytmen og en anden ting, som vi skulle se bort fra (jeg fandt aldrig ud af, hvad det egentlig var). Jeg turde næsten ikke røre ved ham. Jeg havde aldrig i hele mit liv set så smukt et barn. Jeg kunne slet ikke forstå, at min mand og jeg kunne lave så smuk en dreng. At vores gener kunne blandes til noget så mirakuløst dejligt, som vores lille søn. Jeg mærkede lidt på hans ene fod, og han krummede tæerne sammen. Jeg havde fået en søn. Jeg tog fat i hans lille hånd, og han holdt fast i min pegefinger, som gjaldt det livet. Min mand sagde, at jeg skulle sige noget til ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg satte munden ned til hullerne i kuvøsen, og sagde, hej lille skat, og han åbnede øjnene for første gang, og så ud på os. Det tog mig ca. 10 minutter at vænne mig til, at jeg var blevet mor, og så strømmede ømheden, kærligheden og beskyttertrangen ind over mig som en kæmpe flodbølge. Vi havde fået en søn. Jeg var blevet mor.