Hvordan skal jeg beskrive livet efter Linus? Hvordan kan man beskrive en periode, som i princippet strækker sig over resten af mit liv? En periode, hvor det føles som om, tiden står stille, og jeg står ved siden af livet og ser til, mens det bare fortsætter med at gå. En tid, hvor hjertet insisterer på at blive ved med at slå, selvom det føles som ren smerte. Det er ufatteligt, at man kan overleve denne smerte. Det er ufatteligt, at man skal leve videre med denne kæmpestore sorg resten af sit liv. Det er ufatteligt, at det nogensinde vil føles anderledes. At jeg nogensinde skulle kunne føle glæde igen, at der skulle vente mig noget godt i dette liv. Tomheden efter Linus har ikke rigtigt nogen udstrækning. Det føles ikke som en proces, det føles som en tilstand uden et egentligt forløb. Og alligevel er der jo sket forskellige ting. Dem vil jeg fortælle om senere.