Da vi afleverer Linus i kapellet til begravelsen begynder alting at virke surrealistisk. Dagen efter skal vi vælge en grav. Jeg har aldrig været inde på Frederiksberg Kirkegård, og jeg vil ikke være i stand til at fortælle, hvor vi går rundt. Først sidder vi på kontoret og fortæller, hvad vi skal. Så går vi rundt på kirkegården, og manden fremviser forskellige gravsteder i forskellige størrelser. Det er umuligt at vælge. Hvordan vælger man et gravsted til sin søn? Dem på seks kvadratmeter virker så store. Vi vælger til sidst at få ryddet tre kvadratmeter op af muren, hvor der hidtil har været plantet nogle buske. Det virker uvirkeligt. Jeg synes, det er rart, at det er opad muren, og at der ikke har været en grav i lang tid. Jeg ved ingenting om gravsteder. Jeg kan ikke engang overskue, hvad man skal plante på tre kvadratmeter.

Derhjemme sker der ikke meget. Min mor sover hos os hver nat, og sørger for at vi får noget at spise. Det meste af tiden, ligger jeg på sengen eller på sofaen og græder. Jeg fungerer ikke rigtigt. Næste dag skal vi vælge blomster. Min mor har fortalt nogle af mine ”gamle” venner, som jeg ikke har meget kontakt med, at vi har mistet vores søn. De ringer den morgen, da vi skal vælge blomster. Jeg er så bange for, at skulle risikere at møde nogen, som ikke ved det. Alle jeg kender, skal have det at vide med det samme. Jeg sender korte e-mails ud til folk, som jeg ikke umiddelbart har kontakt med. Min dirigent fra koret kommer og besøger os. Mine venner kommer. Alle skal se billeder, alle skal fortælle mig, hvor smuk min søn er.

I blomsterhandleren er der fuld af glade mennesker, nogle med barnevogne. Det er dagen før første søndag i advent, og alle skal have købt ind til juledekorationer. Det er ikke til at holde ud. Vi sidder i et hjørne af forretningen med en mappe fuld af billeder af kister. Vi har jo allerede valgt kistepynt, men vi skal vælge en blomsteropsats fra os. Skal det være de samme blomster, som i kistepynten? Ja, ja, vi vælger som alle de andre på billederne har gjort. Det spiller ikke den store rolle for os. Vi vælger hvidt bånd med guldtekst: ”Elskede lille Linus”, ”Kærligst Mor og Far”. Så sidder vi og venter, mens min mor bestiller blomster fra hende og hendes kæreste. Det er hæsligt. Vi er omgivet af juledekorationer og glade nisser, adventskranse med guld- og sølvfarvede lys, tingeltangel og julestads. Det er et rent helvede. Bagefter tager vi hjem, og lægger os på sengen, og bare holder om hinanden.

Lørdag er der annonce i avisen. Det er Solveig, der har taget hånd om det. Annoncen ser sådan her ud:

Sådan ser vores søns dødsannonce ud. Det er igen surrealistisk at se det sort på hvidt. Hvordan kan det handle om vores søn? Det føles fuldstændigt forkert.

Præsten kommer for at aftale begravelsen nærmere. Jeg har kigget i salmebogen, og jeg har spurgt besøgende til råds. Om morgenen er jeg kommet i tanke om en melodi af Carl Nielsen, som kunne bruges som præludium: ”Sænk kun dit hoved, du blomst”. Den er meget smuk og meget sorgfuld, og jeg er bagefter så glad for, at jeg kom i tanke om den. Vi har valgt, at der skal spilles ”Elefantens Vuggevise” som postludium, fordi det er vores sang med Linus. Jeg har sunget den gennem hele graviditeten for ham, da han lå i kuvøsen, og da han lå i kisten. Det er vores sang. Derudover vælger vi at synge ”Lille Guds Barn”, som vi sang til hans dåb d. 23. november, ”Sorrig og glæde”, som handler om hvordan livet er en blanding af sorg og glæde. Den store glæde det var, at vente og få Linus, og den store sorg det er at miste ham. Endelig vælger vi ”Hil dig, Frelser og forsoner”, som vi har sunget ved to lejligheder tidligere: Min dåb og vores bryllup. Egentlig passer den bedre nu. Efter den sidste salme vil jeg så læse et brev op til Linus i kirken. Sådan planlægger vi begravelsen. Vores præst Karin, er ikke så vild med ”Sorrig og glæde”, fordi hun synes, den er så barsk. Men det er netop det, jeg kan lide ved den. Mange af de salmer, man kan synge til en begravelse indeholder for meget håb, og for meget fatalisme, og passer ikke til den stemning, som vi vil formidle. Man kan ikke sidde og synge noget, som man ikke føler. Det skal være trist og tungt og sorgfuldt, og der skal ikke være plads til optimisme. Ikke ved en sådan lejlighed. Vi taler også om, at vi ikke vil høre noget om, at der skulle være nogen mening med det her. Det ville hun aldrig have valgt at sige, men vi tager ingen chancer. Vi vil ikke høre, at det kan være Guds vilje, at vores søn skulle dø. Sådan en Gud vil jeg aldrig kunne tro på.

Vi ville egentlig gerne have haft åben kiste, men det gør de ikke i kirken. Vi har et billede af os alle tre, som vi så vil stille ved foden af kisten, for det er stadig ikke alle, der har set Linus, og man skal kunne se ham i kirken. Der vil blive tændt lys oppe ved alteret og i buen rundt om knæfaldet. Vi har lavet nogle forstørrelser af forskellige billeder af Linus på computeren. Billedet af os tre, da Linus ligger på mit bryst er et polaroidbillede, så vi har ikke noget negativ. Min mand laver store billeder og bittesmå billeder til en medaljon, som jeg fik i barselsgave af min mormor. Jeg havde den på for første gang til begravelsen, og jeg har haft den på hver dag siden.

Jeg prøver at finde ud af, hvad jeg skal tage på i kirken. Jeg vil være i sort, og jeg vælger en lang sort nederdel til min sorte bluse med trekvartærmer. Sorte strømper, og sorte sko. Det eneste jeg tager over mig er et støvet-rosa sjal, som jeg fik i barselsgave af min mor. Jeg tager ingen make-up eller læbestift på, og mine kontaktlinser ligger stadig på sin plads, og er ikke blevet brugt i flere måneder. Jeg skal ikke se anderledes ud, end jeg gjorde på sygehuset. Alle må gerne se, at jeg har det forfærdeligt. Det er kun passende at se ulykkelig og bleg ud, der er ingen grund til at se godt ud. Og jeg har ingen trang til at gøre noget ud af mig selv i denne anledning. Sorgen er ikke smuk, den er grufuld og virkelig.

Tirsdag morgen kører vi til kapellet, og Solveig går ind og tjekker, at de har stillet det pænt op. De har stillet Linus’ kiste på en lille forhøjning, låget er taget af, så vi kan se ham, og der er tændt lys i de høje lysestager rundt om kisten. Vi tager billeder, og vi får lov til at stå der en halv time for os selv, og tage afsked med vores søn. Jeg har skrevet et brev til ham, som jeg hviskende læser op i kapellet, og min mand har skrevet et brev, som han lægger ned i kisten til ham. Jeg har også skrevet et brev med teksten til ”Elefantens Vuggevise”, som han får med i kisten. Han er ligeså smuk, som han hele tiden har været. Jeg får at vide, at jeg gerne må tage ham op og sidde lidt med ham. Men det kan jeg ikke, for så skal jeg lægge ham fra mig igen. Det kan jeg ikke bære. Han er også blevet hårdere og koldere. Hans kind er ikke længere blød. Men han ser ligesådan ud, som altid. Min smukke, dejlige dreng. Helt kold. Mit hjerte bløder, og jeg græder og græder, mens jeg fortæller ham, hvor meget jeg elsker ham, og hvor smuk og dejlig han er. At jeg altid vil elske ham, at han altid vil være min søn, og at jeg altid vil være hans mor. At han er den smukkeste og dejligste dreng i hele verden, og at jeg er så forfærdelig ked af, at jeg ikke kunne tage det hele på mig, så han kunne være rask og levende. Alt det, som jeg har sagt tusinde gange før, mens han levede og efter hans død. Alt det, som jeg stadig fortæller ham hver dag, mange gange om dagen.

Min mand og jeg bærer hans lille kiste ud til Solveigs bil, og lægger den bag i. Hun har lagt små blomsterbuketter rundt om, så det ser fint ud. Låget er endegyldigt lagt på, og jeg vil aldrig mere se min søn. Vi kører sammen med Linus til Solbjerg Kirke, så vi er der kl. 10. Vi bærer ham ind i kirken, og lægger kisten på forhøjningen. Vi stiller billedet foran. Der er allerede mange blomster ned af midtergangen, men der kommer endnu flere. Vi tager billeder af det hele, og min bror får lov til at tage billeder, når jeg skal læse mit brev op. Vi sidder på forreste række til venstre, og jeg sidder yderst for at være tættest på min søn. Jeg har meget svært ved at holde det her ud. Kirken fylder langsomt op, men jeg ved slet ikke, hvor mange, der er, eller hvem. Der er trykt 50 salmeblade og min mor har hentet 50 pjecer fra Landsforeningen (Vis at du ved det), som bliver uddelt sammen med salmebladet til alle, der kommer. Nogle kommer op og hilser på mig, men jeg kan ikke huske hvem. Jeg ser kun kisten med min søn i.

Da orglet begynder at spille ”Sænk kun dit hoved, du blomst” får jeg en lynhurtig flugtimpuls, men jeg behersker mig. Jeg kan ikke gå fra min egen søns begravelse, han har fortjent, at jeg er her. Han har fortjent alt, hvad jeg kan give ham, så selvfølgelig bliver jeg. Præludiet passer perfekt. Det sætter nøjagtigt den rigtige stemning, og jeg er så glad for, at jeg kom i tanke om det. Vi synger de salmer, vi har valgt, og præsten holder en meget fin tale. Den lyder sådan her:

Tale til Lotte og Bertils søns, Asger Linus’, begravelse tirsdag den 2. december 2003 kl.10.30 i Solbjerg kirke. Præst: Karin Franijeur.

"Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil vi aldrig nogensinde glemme.

Du var alt vort håb og al vor glæde,
helt beskyttet lå du inde i mig
- al vor længsel, livets store drøm.
Åh, og dine fødder var så spæde.

Lille barn, nu skal du aldrig (mere) mærke
livets hede puls i godt og ondt.
Lille barn, vor gyldne, døde drøm
dine fødder kysser vi - og græder".
 
Det digt skrev Tove Ditlevsen, da hun havde været ude for det samme som nu er overgået Jer, Lotte og Bertil. Og mere præcist end det er udtrykt i det digt, kan det vel næppe beskrives, det I har oplevet og været ude for: Vort håb, vor glæde, vor drøm .... kysser vi - og græder. Glæde og gråd ... på én og samme gang. For hvad skal vi ellers stille op, lige nu? Forvirrede, kaotiske følelser .. sådan må mennesker have det i sådan en situation. For alle mulige følelser melder sig jo, hulter til bulter: Man ved snart ikke til sidst, hvad man selv skal tro og mene.

Sådan tror jeg vi alle har det, vi der her i dag, er kommet sammen til Linus’ begravelse. For det er jo så meningsløst det, der er sket: At et lille nyt liv blev stoppet før det helt kom i gang. Hvad skal sådan noget til for? Hvis nogle af jer i dag ikke blot føler sorg, men også en vrede, er det forståeligt. Jeg hører i hvert fald også til dem, der kan blive vred på Vor Herre, når sådan noget sker. Ja, kan tvivle på om Han er til!

For vi mennesker kan jo ikke lade være at spørge: Hvorfor skete det ?? Og I - hvorfor skete det for os? Og kan spørgsmålet være svært at stille, bliver det endnu værre, når vi opdager, at vi aldrig får noget svar! Det er uforståeligt - og det vedbliver at være uforståeligt - (bliver jeg nødt til at sige). Og måske kan lægerne om nogle uger give Jer noget af et svar. Fortælle, hvorfor Linus’ liv måtte stoppe, før han endnu rigtigt nåede at trække vejret selv. Og det svar skal man ikke kimse af, for sådanne lægesvar kan være gode at blive klogere af, og det kan man måske få lidt ro i sindet af. Men det virkelige svar: Hvorfor skulle det ske, og hvorfor skulle det ske for os? ... det svar tror jeg aldrig noget menneske får. Den usikkerhed, det medfører, må I lære at leve med, sammen og fortrøstningsfulde. Jeg sagde lige før, at Linus’ liv stoppede før det rigtigt fik begyndt. Men det passer jo ikke! For i hvert fald for Jer, Lotte og Bertil; - men også for mange af de andre i jeres familie og omgangskreds, fik hans liv sandelig begyndt. I næsten 8 måneder har han eksisteret for jer - ja, han repræsenterer vel i virkeligheden mere eksistens i jeres tilværelse, end I har oplevet noget andet sted! At opleve at I endelig blev gravide efter jeres mange, mange forgæves forsøg, og at den forløb normalt, at opleve de første bevægelser og spark i bulen, der voksede ud på Lottes mave, at opleve, hvordan den lille baksede rundt derinde i sit bløde varme gemme...Det er eksistens!

Dét er at være så tæt ved livet og livspulsen, som man overhovedet kan! Og så fredag den 21. november kl. 01.53 blev Linus født, han var slap og kunne ikke trække vejret selv, og et kaotisk og hæsligt forløb, et mareridt begyndte, hvor frygten og angsten var jeres følgesvende, og hvor I næsten ikke rigtigt kunne holde jeres barn i jeres arme. Ville Linus overleve? Ville Linus dø?? Sidste tirsdag døde Linus i jeres arme, At stå med ham, et lille smukt barn, smukt og med et roligt drag om munden. Rigtig køn var han. Det var jeres Linus, det er jeres Linus ... og han vil altid være det!!

Og sådanne oplevelser - tror jeg er det tætteste noget menneske kan komme på det væsentligste i, hvad eksistens, hvad liv er! At skulle gennem sådan en oplevelse og sorg, som I nu skal igennem, vil vi mennesker naturligvis helst være foruden. Det er så smertefuldt! Det er så meningsløst! Men det er ikke kun det ... det giver også noget. I hvert fald har det slået mig i de år, jeg har været præst, at når jeg har snakket med ældre ægtepar om deres liv og levned, så fremdrager de altid de svære stunder, de har været igennem som det mest betydningsfulde. De gode timer, hvor alting bare gik af sig selv, er vi naturligvis altid glade for. Men det er ikke de timer, der giver et parforhold tyngde og dybde. Det er de svære tider, som man kommer igennem sammen! Da kommer ægtefæller og kærestepar helt tæt på hinanden, da bliver man virkelig betydningsfulde for hinanden, da får ens parforhold en anden vægt og tyngde, ja, binder en endnu tættere sammen. Så også på den måde vil Linus forsat være med I jeres liv med hinanden. En vigtig del  - ikke blot vil I have et minde om Linus på Frederiksberg kirkegård og hjemme - i jeres skuffer og vægge med billeder - men et usynligt minde om ham vil I altid have liggende inde i jer. Et minde, der binder jer endnu tættere sammen. Han var jo fra starten en frugt af jeres kærlighed til hinanden.

Et kærlighedsbarn var han fra starten, og vil han altid være. For jeres kærlighed til hinanden bliver jo ikke mindre af det, I nu har måttet igennem - tværtimod. Det er min påstand, Lotte og Bertil, at jeres kærlighed til hinanden er vokset den sidste uge, er blevet endnu mere bæredygtig, fordi I har måttet igennem det her sammen. Ser man det på den måde kan man sige, at Linus’ korte liv, så kort det end blev, absolut ikke har været forgæves!!!!!!! Skønt han ikke engang nåede at opleve solens stråler i sit lille ansigt, har han alligevel formået at øge kærligheden her i verden, - sine forældres kærlighed. Det er dog meget at nå, når man er så lille, som Linus er. Det er derfor, vi her i kirken siger, at intet menneskes liv er forgæves. Der er en Guds betydning med os alle. Vi kender ikke altid den hele og fulde betydning, vi fatter ikke  alt. Men når vi - i glimt - øjner den, så afklares tingede dog tit lidt for os. For vores Gud er jo en god Gud, en kærlighedens - og trøstens Gud. Og derfor bruger han nu også lille Linus i sin kærligheds tjeneste. Sådan som han altid vil, at vi alle skal bruges i kærlighedens tjeneste. Det er så den Gud - vi her i vores hjælpeløshed  - må sætte vores lid til. For hvad ellers? Ja, vi kan jo - og skal jo - prøve at trøste hinanden, tale med hinanden om det, der er sket, være hinanden nær, så godt vi formår. Det er vigtigt, at vi gør det - men det er næppe nok! Og så har vi altså vores himmelske far at falde tilbage på. Snakke med, bede til, græde sammen med. For Gud er lige så ked af det, som I er i dag … det har aldrig været hans mening, at det skulle gå sådan! For sådan en Gud har vi ikke! Nu er han så her i dag med os ... og bærer os og holder sin hånd under os. Han gør det for at vise os, at på trods af de tunge følelser og den svære situation, så overlever kærligheden altid! Trygheden og fremtiden er ikke sat over styr.

"Om han tager, om han giver,
samme fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene."

Det er den trøst, vi kan læne os op ad - hvor lidt vi end måtte fatte af det. Ud fra det skal livet så gå videre ... og det vil det også!! I har hinanden, Lotte og Bertil, og I har jeres familie og venner omkring jer. Alle har I nu denne ene opgave: At løfte og bære og støtte hinanden. Rykke tættere sammen. Og en del af jeres kærlighed vil i fremtiden leve videre som en drøm, drømmene om den fremtid, der IKKE blev, som vi havde ønsket. Men også den glæde - at han blev jeres søn - som ingen vil glemme!! Sorg og savn - men også  taknemlighed over det, han trods alt formåede at give jer. Dine fødder kysser vi (af taknemlighed) - og græder.

Og til dig lille Linus. Vi fik dig af Gud til låns, nu leverer vi vort lån tilbage til Gud igen. Tak for den tid, vi måtte have dig hos os. Ha’ det godt, og Guds fred være med dig.

Amen.

Vi synes, det er en meget fin tale, og jeg er glad for at have den på skrift, for jeg husker ikke ret meget af den fra selve begravelsen. Da vi har sunget den sidste salme, får jeg Karins mikrofon, så jeg kan læse mit brev op for Linus. Jeg stiller mig på højre side af kisten og vender mig mod den, for det er Linus, der skal høre brevet, for mig er det egentlig lige meget med alle de andre. Jeg når dog lige at tænke, at der er mange i kirken. Jeg græder gennem hele brevet, men jeg har senere fået at vide, at man sagtens kunne forstå, hvad jeg sagde alligevel. Mit brev lyder sådan her:

Min elskede lille Linus-skat

Der er så meget, jeg vil sige til dig, lille skat. Der er så uendeligt meget, jeg vil fortælle dig og opleve sammen med dig. Jeg vil aldrig, aldrig kunne forstå, hvorfor vi ikke måtte få hinanden. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvorfor du ikke måtte leve. Og jeg vil aldrig kunne forstå, hvorfor du blev taget fra os, lille skat.

Jeg elsker dig så uendeligt højt. Du er min egen lille skat. Du kæmpede så hårdt, og du blev udsat for så meget. Du er så dygtig, og jeg er så stolt af dig. Lille skat, jeg er så stolt af at være din mor. Du er mit smukke, dejlige barn. Min højt elskede søn, så ønsket og så elsket. Jeg kunne aldrig have ønsket mig en smukkere eller dejligere søn end dig, lille Linus-skat. Jeg ved godt, at det blev for hårdt for dig, og jeg ved, at du ved, at det er i orden at give op, når det bliver for hårdt. Du må aldrig tro, at jeg bebrejder dig noget som helst. Du er min lille skat, og jeg elsker dig betingelsesløst.

Jeg er så glad for at være din mor, selvom det gør så ondt på mig nu. Jeg er meget glad for at have lært dig at kende. Du gav mig så meget i dit korte liv, og du betyder alt for mig. Lille skat, du vil altid være min elskede søn, jeg vil altid være din mor, og jeg vil altid elske dig højt. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne redde dig. Du lever i mit hjerte, og den smerte, jeg føler nu, vil jeg bære med mig hele mit liv. Det er så svært at være din mor, når jeg ikke kan holde dig i mine arme, når jeg ikke kan kysse dig, og når jeg ikke kan tage mig af dig og passe på dig. Jeg kan kun elske dig for evigt og håbe, at du kan mærke det, der hvor du er nu.

Alle mine drømme og hele det liv, jeg havde forestillet mig sammen med dig, begraver jeg i dag, og det er næsten ikke til at bære. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal overleve uden dig, lille skat, men det må jeg jo. Der er kun tre grunde til at overleve: For at elske dig resten af mit liv og fortælle din historie (og det vil jeg gøre), for at elske din far resten af mit liv, og for at gøre dig til storebror, hvis vi kan. Det er det, jeg vil leve for. Jeg kan stadig mærke, hvordan du føles. Hvordan din kind føles, dit lille hoved, din lille krop. Tyngden, når du lå i mine arme og på mit bryst. Dine små fingre, der griber om min finger, og dine små fødder, der spreder og krummer tæerne. Jeg kan stadig se dig sutte på din hånd og stikke pegefingeren i munden. Og jeg kan stadig se dig åbne øjnene og kigge på os ved lyden af min stemme. Jeg håber aldrig, at jeg vil glemme dette. Jeg håber, at jeg aldrig nogensinde vil glemme et sekund af de fem dage, vi havde dig. Jeg tror, at alt vil stå prentet så tydeligt i min bevidsthed, at jeg aldrig vil kunne glemme. En ting er dog helt sikkert: Jeg vil aldrig nogensinde glemme dig, min elskede Linus-skat. Intet vil nogensinde blive det samme som før. Vi er blevet mor og far til et smukt og dejligt barn, vi vil altid elske dig højt, og du vil altid have den største plads i vores hjerter. Du er vores førstefødte, og selvom vi aldrig får dig tilbage, vil du leve i os, så længe vi lever. Min kærlighed rækker meget længere end døden. Tak fordi jeg er din mor, tak fordi du gav mig alt, tak fordi jeg elsker dig så højt, og tak fordi du er min søn. Mit elskede hjertebarn.

Min kærlighed for evigt
Mor

Alle har efterfølgende sagt til mig, at det var så flot, at jeg kunne gøre det. Jeg synes ikke, jeg kunne gøre andet. Hvis jeg nogensinde i mit liv skulle læse noget op i en større forsamling, så skulle det være et brev til min søn. Han havde så inderligt fortjent, at jeg gjorde det, og jeg havde vidst, at jeg ville gøre det lige fra hans død. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, og det er så lidt, man kan gøre, når ens søn er død.

Vi havde bedt om, at vi ville blive de sidste, der forlod hans grav efter jordfæstelsen. Vi havde også bedt om, at folk meget gerne måtte gå med, men at det skulle foregå i stilhed. Vi ville ikke høre noget snak. Vi havde også valgt, at der ikke skulle holdes noget bagefter. Jeg kunne ikke holde ud, hvis jeg skulle høre folk tale om alt muligt efter min søns begravelse. Min mand og jeg bar kisten ud til tonerne af ”Elefantens Vuggevise”, og så kørte vi med Solveig til Frederiksberg Kirkegård. Først holdt vi og ventede længe, og Solveig måtte hente min mands frakke, som han havde efterladt i kirken, da vi bar kisten ud. Jeg synes, vi holdt længe og ventede, mens folk kom ind i sine biler. Der er ikke ret langt fra kirken til kirkegården, så turen var ikke ret lang. Ved indgangen stod vi igen og ventede længe på, at alle skulle indfinde sig. Nogle kom og gav knus, jeg husker ikke hvem. Min mand bar kisten til gravstedet. Der gik en mand foran og viste vej. Vi kendte stadig ikke kirkegården særlig godt – ikke som nu. Det forekommer mig, at der var langt, og jeg tror også, min mand syntes, det var tungt at bære kisten så længe. Kisten vejede jo meget mere end Linus.

Det var også min mand, der sænkede kisten ned i graven. Jeg syntes, det var et enormt dybt hul, der var gravet. Jeg havde slet ikke troet, at den skulle så langt ned. Hullet var foret med gran, men man kunne næsten ikke se kisten, da den var sænket helt ned. Karin foretog jordfæstelsen, og jeg så ingen mennesker omkring mig. Jeg så kun på kisten. Min mor havde købt nogle røde roser, som hun delte ud til forskellige, så de kunne kaste dem ned på kisten. Folk kom og gav knus eller rørte ved os hele tiden, men jeg så dem slet ikke. Jeg ventede kun på, at alle skulle gå, så vi fik lov til at blive alene. Det er åbenbart ikke normalt, at præsten lader forældrene stå alene tilbage. Men hun respekterede vores ønske, og holdt sig i baggrunden sammen med min mor et godt stykke væk. Vi lagde først vores roser ned, da alle var gået, og så stod vi lidt og holdt om hinanden, mens vi atter tog afsked med vores søn. Jeg husker ikke, hvor længe vi stod der. Men de behøvede ikke at være nervøse for, at jeg skulle kaste mig ned i hullet. Jeg ville slet ikke have kunnet være der, og jeg havde heller ingen trang til det. Det føltes helt uvirkeligt, og jeg var fuldstændigt udmattet.

Vi blev kørt hjem af min mor, og min lillebror kom med op. Vi lagde os ind på sengen, og lå der i nogle timer. Kl. 15 tog vi hen til graven igen, og da havde de lagt blomsterne på. Der var mange. Vi havde fået en kuvert med alle kortene, men det er en mærkelig fornemmelse, at man ikke ved, hvem blomsterne er fra. Vi tændte den gravlygte, som vi havde fået af pigerne fra ”Miraklernes tid”. Der skulle altid brænde lys på Linus grav, og det gør der fortsat. På tilbagevejen gik vi ind til fotohandleren for at aflevere vores sidste film fra begravelsen. Den unge pige bag disken, ville overbevise os om, at vi skulle lave dobbeltkopier af vores billeder, så ”man kunne dele de glade stunder”. Jeg så bare på hende, og sagde ”der er ingen glade stunder, det er vores søns begravelse”. Så sagde hun ikke mere. Jeg husker ikke mere fra den dag, min søn blev begravet. Jeg tror simpelthen, jeg var så udmattet, at vi bare gik hjem i seng. Det var tirsdag den 2. december 2003.